By:

Carolina Martinez Varela Pedersen

Belunga Tembe er programofficer på IBIS Mozambiques uddannelsesprogram i landsbyen Alto Molocue. Han kommer fra Mozambiques hovedstad Maputo, og det var ikke nemt for ham at flytte ud på landet, da han begyndte at arbejde for IBIS. Med tiden har han dog lært at sætte pris på livet på landet og på glæderne ved at arbejde sammen med de små lokalsamfund.

Jeg startede med at læse til lærer, men det var ikke mit eget valg. Tværtimod var det en stor sorg for mig at skulle læse til lærer, for jeg drømte om at læse samfundsvidenskab, men omstændighederne i Mozambique på det tidspunkt gjorde, at jeg ikke selv kunne vælge studium. I sidste ende blev det dog det første skridt, der førte mig dertil, hvor jeg er nu.

I årene efter Mozambiques uafhængighed flygtede de veluddannede portugisere fra Mozambique. Det var meget få mozambiquere, som havde fået en uddannelse under kolonitiden, og derfor blev det i 1978 besluttet, at alle elever på 11. skoletrin skulle gå videre på lærerseminariet og andre uddannelser. Jeg blev placeret på lærerseminariet i Maputo, og derefter arbejdede jeg som skolelærer i seks år.

Det er min lidenskab at arbejde på landet, og at leve tæt sammen med lokalsamfundene har givet mig en langt bedre forståelse for, hvilken virkelighed folk lever i i den her del af landet. Alligevel var det ikke kun nemt at flytte hertil, og i starten savnede jeg især det sociale liv, jeg havde i Maputo.

Heldigvis fik jeg meget støtte fra mine kollegaer og venner, og nu, hvor jeg har vænnet mig til at bo og arbejde meget langt ude på landet, er jeg blevet så glad for det. Den fred og stilhed, du kun kan opleve på landet, er en af de ting, jeg er kommet til at sætte stor pris på.

Jeg bliver glad, når jeg kan se, at der sker positive forandringer. For eksempel oplever jeg gennem vores arbejde med skolebestyrelserne, at lokalsamfundene deltager og engagerer sig mere i deres skoler; de er begyndt at føle, at skolen tilhører dem og er til for deres egen skyld.

Lokalsamfundene er begyndt at betragte skolerne som et middel til udvikling. I mange år efter borgerkrigen (1975-1992) var folk i dette område af landet skeptiske over for skolesystemet, og det skyldes, at Zambezia er et område, hvor Renamo (politisk parti, som sloges mod det magthavende parti Frelimo, red.) har meget støtte blandt befolkningen.

Mange havde et billede af, at skolerne, siden de er en offentlig institution, tilhørte Frelimoregeringen. Men med tiden er folk begyndt at indse, at lærerne er professionelle, og at de ikke tilhører et politisk parti. De er professionelle, ligesom vi har brug for.

Kommentarer