Foto: William Vest-Lillesøe

By:

William Vest-Lillesøe

Denne artikel er en del af magasinet "Nye Fortællinger", der indeholder historier om mennesker, der har det, som IBIS kæmper for, at alle skal have - uddannelse, indflydelse og ressourcer.

Familien Davis er en typisk ghanesisk familie og dermed ikke sådan at hitte rede i. De unge lever på mange måder ligesom i Danmark, men de er også meget bevidste om deres ghanesiske rødder.

Jeg møder 26-årige Nii Nai Davis i midten af Accra, Ghanas travle hovedstad. Gaderne her er brede og asfalterede, men trafikken bevæger sig alligevel langsomt. Smadrede folkevognsrugbrød transporterer folk som sild i en tønde side om side med store luksusbiler, der spiller ghanesisk popmusik for fuld udblæsning.

Det gør IBIS

I Ghana arbejder IBIS for at skabe bedre uddannelse til især piger og fattige børn i det nordlige Ghana, blandt andet gennem træning af lærere og udvikling af pilotprojekter, der skal give de mest ressourcesvage børn og unge en god uddannelse.
 
IBIS støtter også Ghanas civilsamfund til at styrke ligestilling og ungdomsrepræsentation i politik og til at sikre bedre fordeling af landets ressourcer.

Da vi træder ind på Nii Nais arbejdsplads, en it-virksomhed på fjerde sal, er vi omgivet af topmoderne elektronik, farvede glaspaneler og duften af kaffe. Det kunne være hvor som helst i verden.

”Ghana har gennemgået en teknologisk revolution på få år,” siger Nii Nai. ”Internet og mobiltelefoner betyder, at man kan besøge hele verden uden at forlade Ghana.”

”De er alle mine børn”

Det tager næsten halvanden time at køre fra Nii Nais arbejdsplads til hans forældres hjem i udkanten af byen. Her er der grønnere og mere plads, men de hullede jordveje bliver forvandlet til sump, når det regner. Familien Davis’ hus er rummeligt og sparsomt møbleret, med et sofaarrangement i dagligstuen som samlende midtpunkt. I huset bor Nii Nais mor Ayisha og far Marley med deres biologiske børn og flere nevøer og niecer, der er kommet til Accra for at studere eller arbejde.

Familie i Ghana er i langt højere grad bestemt af følelsesmæssige bånd end af genetik, så mit forsøg på at kortlægge familierelationerne på systematisk vis bliver mødt af venlig modstand. ”De er alle mine børn,” siger Ayisha smilende.


Nii Nai Davis arbejder i en it-virksomhed i Accra. Her er topmoderne udstyr og en gennemtrængende duft af kaffe – det kunne være hvor som helst i verden - Foto: William Vest-Lillesøe

Børnenes vilkår

På min rundtur i huset besøger jeg først Feruza på 33 år. Hun læser til sygeplejerske og er den eneste af de unge, der har sit eget værelse.

”Jeg elsker sko og tasker og tøj med ghanesisk print,” siger Feruza, mens hun poserer. Hun er vant til at stå foran et kamera, for hun har spillet med i flere film. Feruza er alenemor til Yasmin på 11 år, der går på kostskole, og de to går tit ud og shopper i weekenderne.

”Mine forældre har sørget godt for mig, men jeg ville ønske, at jeg kunne have været mere ærlig over for dem. Jeg vil ikke have, at min datter skal være bange for at fortælle mig noget som helst,” siger Feruza.

Drengene i huset har ikke faste sovepladser, så man tager bare, hvad der er ledigt. I dag finder jeg Tiyuniba på 23, der er Ayishas nevø – selv om hun aldrig ville kalde ham det, på en seng ved et vindue, hvor der er lys til at læse.

”Jeg læser mange bøger og aviser,” fortæller han. ”Og så hører jeg BBC i radioen. Det er vigtigt at følge med i, hvad der sker i verden.” Han bruger også meget tid på at meditere. ”Jeg tænker på, hvordan jeg kan være med til at forbedre børns vilkår i Ghana,” siger han.

Uden for huset sidder Umar på 18 år sammen med en ven. De skriver løs på deres mobiltelefoner, da jeg nærmer mig. Umar læser samfundsfag og vil gerne være økonom. De andre i familien kalder ham ”Lazy Bone”, og det er ikke ubegrundet. ”Jeg elsker at sove. Og spise,” griner Umar og rødmer.

Yndlingsretten er TZ, en typisk spise fra det nordlige Dagomba-folk, som Ayisha tilhører, bestående af fermenteret majs med jordnøddesuppe og spinat.


Ayisha kæmpede en kamp med sin far for at få lov til at komme i skole, da hun var barn. Nu har hun selv startet en skole for de fattigste børn i området - Foto: William Vest-Lillesøe

Lysten til at give noget igen

Ayisha sætter armene i siden og ser ud over den græsbevoksede grund ved siden af familiens hus. ”Her vil jeg bygge en rigtig skole,” siger hun og kalder på en flok børn, der leger i nærheden. Ayisha retter på deres tøj og snyder næsen på en af drengene.

”Ham her og hende og hende derovre, de går i min skole,” siger hun. Trods sine kun 59 år gik Ayisha sidste år på pension fra sit job som bankbestyrer. Hun havde en drøm om at starte en skole for de fattigste børn i nabolaget, og hun gik rask i gang med at indrette klasseværelser i den ene ende af familiens hus. Der er blevet bygget borde og bænke, og Tiyuniba hjælper hende med administrationsarbejdet. Planen er at udvide skolen med en egentlig skolebygning på den tomme grund.

Ayisha voksede op i et muslimsk hjem i det nordlige Ghana, og hun måtte være stædig for at få lov til at gå i skole. Hendes far havde kæmpet for de allierede i Burma under 2. Verdenskrig, og han var ikke forberedt på at skulle kæmpe på hjemmefronten også. Men Ayisha græd og græd, indtil hendes far til sidst gav efter og gav hende lov til at gå i skole.

”For at kvalificere sig til første klasse skulle man række armen hen over hovedet - hvis man kunne nå sit øre, så var man stor nok,” griner Ayisha. ”Jeg kan huske, at jeg kom i skole i en alt for stor hvid skjorte. Det var min uniform.” Selv om hun og Marley har skabt et liv med gode muligheder for deres familie, så har Ayisha ikke glemt, hvor meget hun måtte kæmpe for en uddannelse. Det er vigtigt for hende, at den viden og de ressourcer, hun og familien har og får, bliver givet videre.

Perspektiv

Omkring 20 procent af ghaneserne tilhører middelklassen, inklusive en meget lille overklasse. 34 procent af de unge mænd og 28 procent af de unge kvinder får i dag en studentereksamen. 87 procent har adgang til rent drikkevand, men kun 14 procent har indlagt vand. 72 procent af befolkningen har elektricitet i hjemmet.
 
Mere end hvert femte barn i skolealderen går ikke i skole, og over halvdelen af børnene fortsætter ikke deres skolegang efter sjette klasse. 29 procent af befolkningen lever i fattigdom.
 

Hvad er barriererne for, at flere kan leve som Ayishas familie?

En stor del af Ghanas vækst er sket inden for mineindustri, olie- og gassektoren samt afgrøder som kakao og frugt, men langt det meste eksporteres uforarbejdet. Det betyder, at landet kun tjener en brøkdel af værdien af det færdige produkt, og samtidig forbliver indtægterne på relativt få hænder. Korruption er et stort problem i Ghana og en barriere for en mere ligelig fordeling af ressourcerne.
 
Uddannelsessystemet er blevet væsentligt forbedret, men især i de nordlige egne er kvaliteten af undervisningen stadig alt for dårlig, og der er stor mangel på kvalificerede lærere. Kvinder og unge har også meget ringe indflydelse på beslutningsprocesser og er voldsomt underrepræsenterede i politik, hvilket gør det svært at opnå ligestilling og social forandring

 

Kommentarer