Foto: Hanne Selnæs

Det står skidt til på uddannelsesområdet i Sydsudan. Når det gælder pigernes muligheder, er det direkte alarmerende.

Næsten 40 procent af alle piger dropper ud af skolen, før de er færdige med grundskolen på 8 år. Og kun 1,3 procent af alle landets piger starter i gymnasiet, og mange går flere klasser om.

Derfor har Oxfam IBIS, i samarbejde med undervisningsministeriet i delstaten Central Equatoria og Danida, som finansierer projektet, udvikle netop pigeskolen i Yei til en modelskole for hele Sydsudan. I dag tiltrækker skolen piger fra hele landet. Piger, som har hørt om skolens trygge miljø, gode fysiske rammer og høje akademiske niveau. For første gang i skolens historie bestod en pige sidste år studentereksamen med et af de højeste snit i landet. 

Den massive danske støtte til pigeskolen, Yei Girls Boarding Secondary School, faldt på plads efter Sydsudans uafhængighedsdag 9. juli 2011. Daværende udviklingsminister, Søren Pind besøgte i den anledning skolen og var begejstret.

Oxfam IBIS har stået for byggeriet af lærerboliger, kontorer og sovesale til pigerne. Et velfungerende laboratorium og et computerlokale, en computerlærer og efteruddannelse af skolens andre lærere for et samlet budget på 4,6 millioner kr.

Der går 334 elever på skolens fire klassetrin (9-12. klassetrin). Efter afgangseksamenen kan man fortsætte på en videregående uddannelse i Sydsudan.

Det koster næsten 2.000 kr om året at gå på skolen. I Sydsudan er det næsten umuligt for de fleste familier at betale så meget for skolegang. Prisen dækker kost, logi og undervisning. Beløbets størrelse fastsættes af skolebestyrelsen, som består af forældre, lærere og skolens ledelse.

Nogle elever har forældre, som kan betale de skolepenge, mens andre er forældreløse eller kommer fra fattige familier og derfor arbejder hårdt i weekender og ferier for selv at tjene betale. Nogle få heldige piger får del i de stipendier, som nogle udviklingsorganisationer tilbyder i Sydsudan.