12-årige Nelson Mandela har fået en chance - Foto: Emmanuel Museruka

By:

Kira Boe, senior uddannelsespolitisk rådgiver, Oxfam IBIS

25. september er FN’s generalforsamling for første gang nogensinde dedikeret til uddannelse af verdens flygtninge. Det er altafgørende, at vores ledere begynder at prioritere flygtningebørn og -unges uddannelse for alvor. For vi har simpelthen ikke råd til at lade være

Må jeg præsentere dig for Nelson Mandela. Han er 12 år gammel og opkaldt efter en af Afrikas stolteste sønner. Ligesom på hans afdøde navnebror sidder der er godt hoved på hans skuldre. Han har potentiale til at udrette store ting i livet.

Men Nelson Mandela er flygtning. Han var i skole, den dag soldaterne omringede hans landsby hjemme i Sydsudan. De gik målrettet efter at dræbe børnene i klasselokalet. Rædselsslagen flygtede han ud i bushen, kun iført sin skoleuniform og intet andet. Nu bor han i en flygtningelejr i Uganda. Hvad er hans chancer i livet?

En tabt barndom

Vi ved fra forskningen, at der i gennemsnit mere end 20 år, fra et menneske tvinges på flugt, til han eller hun kan vende hjem igen. Det er en hel barndom, der langsomt forsvinder et sted i støvet mellem flygtningelejrens små lerhytter, mens familien venter på at vende hjem og genoptage livet, som de kender det. Hvis ikke børn som Nelson Mandela kommer i skole i flygtningelejren, kommer de det sandsynligvis aldrig.

Men desværre er det virkeligheden for alt for mange børn lige nu. Verden står midt i den største flygtningekrise siden anden verdenskrig. Mere end 68 millioner mennesker er tvunget væk fra deres hjem på grund af krige og katastrofer.  Over halvdelen af dem er børn – og alt for mange af dem går ikke i skole.
Uddannelse er ellers den faktor, der kunne give flygtningebørnene deres barndom tilbage. Her ville en dreng som Nelson Mandela få chancen for at bearbejde de enorme traumer, som flugten har lagt på hans skuldre. Her ville han igen mærke den beroligende følelse af normalitet og hverdag. Han ville møde voksne med overskud, der bekymrer sig om ham. Og han ville mærke håbet om en bedre fremtid, hvilket er fuldstændig afgørende, hvis man skal trodse alle odds i en flygtningelejr. 

Men det er ikke kun Nelson Mandelas liv, det handler om. Det er faktisk hele Sydsudans – og alle andre konfliktzoner rundt omkring i verdens – fremtid, der er på spil.

Skolen skaber fred

Når et barn i et udviklingsland kommer i skole, stiger hans eller hendes livsindkomst dramatisk – det viser alle statistikker. Uddannelse hjælper det enkelte menneske til at få et job med en ordentlig løn. Og det løfter hele samfund ud af fattigdom.

Hvis Nelson Mandela kommer i skole, kan han hjælpe med at genopbygge Sydsudan, når engang freden kommer, og hans familie endelig kan vende hjem. Til den tid vil det hårdt plagede land mangle dygtige tømrere, sygeplejersker, lærere, landmænd og ingeniører i stor stil. Hvem skal indtage alle de livsvigtige positioner, hvis ikke befolkningen selv kan gøre det?

Uddannelse er også i sig selv med til at forhindre, at krigen vender tilbage – Verdensbanken har regnet sig frem til, at hver gang et land som Sydsudan sender ti procentpoint flere børn i skole, falder risikoen for krig med tre procentpoint.

Når børn i konfliktområder får en uddannelse, ender de sjældnere som børnesoldater. De lærer om fred, demokrati og nye måder at leve på. At forholde sig kritisk til verden og ikke bare tro på, hvad den lokale militsleder fortæller om situationen. Og så møder de børn, der er anderledes end dem selv. Så skolen kan være et fantastisk redskab til at bygge bro mellem etniske grupper, der ellers aldrig lærer at forstå hinanden og derfor let kan havne i nye konflikter. 

Vores ledere må handle nu

Når verdens ledere i næste uge mødes ved FN’s generalforsamling for at lave en ny aftale om flygtninges rettigheder, er de nødt til at sætte uddannelse højt på dagsordenen. Vi har simpelthen ikke råd til at misse en hel generation af flygtningebørns potentialer. Det er jo netop dem, der skal skabe en fremtid, hvor vores børn ikke står med de samme problemer, som vi gør i dag.

I øjeblikket går under tre procent af verdens samlede nødhjælpsbudget til uddannelse. Det er slet, slet ikke nok til at dække det enorme behov. EU er gået foran og har afsat ti procent i 2019. Det er en tidobling i løbet af fire år. I Danmark halter vi langt bagefter – og det samme gør de fleste andre lande i verden. Politikerne er nødt til at handle nu!

Tilbage til Nelson Mandela. Han er faktisk en af de heldige, der går i skole i den flygtningelejr, han er havnet i. Oxfam hjælper ham og 32.000 andre unge mellem 12-18 år på grænsen mellem Uganda og Sydsudan med at komme tilbage i skolen og indhente det, de har forsømt under flugten. Heldigvis. For vi har som verdenssamfund ikke råd til at tabe den næste Nelson Mandela på gulvet. Eller noget som helst andet barn for den sags skyld.

Kommentarer