Foto: Lotte Ærsøe

By:

Rikke Hovn Poulsen

Maria Julio er gammel og delvist lam i kroppen efter et slagtilfælde. Hun er også eneforsørger af syv små børn, som blev efterladt hos hende, da deres mødre døde. Men sidste år blev et håb tændt, da otte-årige Sidalia kom i skole.

Sidalia kan bedst lide at sidde helt nede bagerst i klassen. Når hendes lærer Francisco spørger hende om noget, taler hun med en stemme så lav, at han næsten ikke kan høre hende. Og hun ser bange ud, da han beder hende komme op til tavlen og svare på spørgsmål om alfabetet. Men tag ikke fejl – Sidalia er glad for at gå i skole. Hver morgen skynder hun sig at skrælle maniok og hente vand, så hun kan nå derop som en af de første. Den spinkle otteårige pige er bare ikke vant til at tale med voksne.

I de første syv år af sit liv talte Sidalia kun med sin bedstemor og sine søskende, fætre og kusiner. Og længe så det ud til, at det var sådan, det ville fortsætte. Men en dag sidste år kom en mand fra landsbyen på besøg. Han sad i skolebestyrelsen, og han havde lagt mærke til, at børnene i Sidalias hus ikke gik i skole. Sidalias bedstemor talte længe med ham. Og nogle dage senere begyndte Sidalia så på den Oxfam IBIS-støttede skole, der ligger et par kilometer fra hendes hjem.

Forældreløs som etårig

Sidalia var kun et år gammel, da hendes mor døde i barselsseng. I begyndelsen forsøgte faderen at tage sig af det lille barn og hendes søskende, men da han giftede sig igen, tog han ikke børnene med. De blev overladt til deres bedstemor, Maria Julio, der er delvist lam i kroppen efter et slagtilfælde. Et par år senere døde Sidalias moster, og da fik bedstemoren også ansvar for hendes børn.

I alt bor der nu syv børn under 12 år sammen med den fattige kvinde. De lever af de afgrøder, som børnene kan dyrke på den jordlod, der hører til deres hytte. Og derudover har de et par magre høns, der løber rundt og hakker mellem bønnerne, der ligger til tørre på den røde jord. Sidalias storebror på 16 år har sin egen familie. Han forsøger at hjælpe dem, når han kan. Men det er et hårdt liv, fortæller Maria Julio:
”Det er svært for os. Folk i landsbyen hjælper os lidt en gang imellem, men for det meste er det børnene, der må sørge for, at vi får mad,” forklarer hun.

Og sådan kunne Sidalia og hendes søskendes liv have fortsat i en nedadgående spiral af ekstrem fattigdom og hårdt arbejde i marken. Men så var det, at manden fra den lokale skolebestyrelse kom på besøg.

Skolebestyrelsen griber ind

Intamaskolen ligger helt ude for enden af en lang støvet vej, for foden af en stor klippe. Skolen består af to længer med tre klasselokaler i hver. Og så er forældrene i gang med at bygge en tredje længe. De er her på skift, og de gør det gratis.

Intama er en af 28 skoler, som Oxfam IBIS støtter i en af Mozambiques fattige nordlige provinser. Gennem vores partnere får lærerne efteruddannelse i pædagogiske metoder – noget, der traditionelt ligger meget fjernt for mange lærere i Mozambique. Vi støtter pigeklubber og særligt udsatte børn som Sidalia. Og det hele er centreret omkring forældrebestyrelserne. For når først lokalsamfundene begynder at bakke op om skolerne og tage ansvar for børnenes uddannelse, kan mange ting pludselig lade sig gøre – som for eksempel den ekstra skolebygning, som forældrene er i gang med at bygge.

I dagens anledning er skolebestyrelsen samlet under et træ for enden af skolegården. Den består af tre kvinder og fem mænd, og det var dem, der sørgede for, at Sidalia kom i skole.
”Vi har inddelt landsbyen imellem os i zoner, hvor vi hver især holder øje med, at alle børnene kommer i skole. Hvis vi hører om et barn med problemer, tager vi det op på næste bestyrelsesmøde og lægger en plan. Det kan være, en af forældrene er død, og de ikke længere har råd til skolebøger og blyanter, og så kan vi hjælpe dem,” forklarer et af medlemmerne, Lourindo Mario.

Det var Lourindo, der først blev opmærksom på Sidalias familie og tog ud og talte med bedstemoren.
”Hun har været syg i flere år, og derfor er det svært for hende. Men jeg overbeviste hende om at sende Sidalia og lillesøsteren i skole, selv om de ingen penge har. Hun kunne jo se, at vi alle sammen støtter op om det,” siger han.

Et tabt barn bliver reddet

Lourindo og hans bestyrelseskollegaer ser det som deres ansvar at hjælpe alle børn i området til en bedre fremtid. Selv om det nok ikke er ret mange her, der ender med at gå på universitetet, så giver det dem alligevel en meget bedre chance i livet, at de har gået i skole. Maria Julio kan da også mærke en tydelig forskel på sit barnebarn, efter hun er begyndt i skole. Derfor sørger hun for, at Sidalia kommer i skole hver eneste dag.
”Hun har fået meget mere gejst. Det gør mig glad, at hun lærer om verden,” siger Maria Julio.

Efter samtalen med repræsentanten for skolebestyrelsen forsøgte hun også at sende Sidalias 12-årige storebror i skole, men det fungerede ikke, så nu er han tilbage i marken. Til gengæld er deres lillesøster netop begyndt i første klasse. Og det samme er planen med alle de yngre fætre og kusiner.
”Min drøm er, at alle børnene kommer i skole og lærer noget, så de kan hjælpe hinanden ud af den situation, vi er i. Og måske kan de så også hjælpe mig,” håber bedstemoren forsigtigt.

Sidalia selv siger ikke så meget. Hun har det stadig bedst, når hun får lov at sidde i fred bagerst i klassen. Men hendes lærer Francisco er nu alligevel overbevist om, at hun har udviklet sig, siden hun begyndte i skolen sidste år.
”Hun er stadig meget genert. Og hun har nogle gange lidt svært ved at følge med. Men jeg forsøger at tage hensyn til hende i min undervisning, fordi jeg ved, hun har det svært derhjemme. På et tidspunkt sidste år virkede det, som om hun var lige ved at give op. Men sådan er det ikke længere,” understreger han. Faktisk var Sidalia den allerførste elev, der mødte op, da skoleåret begyndte efter ferien. Så meget glædede hun sig til at komme i gang igen. ”Hun var et tabt barn – men det er hun ikke længere,” siger læreren stolt.

Kommentarer